Hvis du kun vil lære én enkel teknik til at reparere dit tøj og tekstiler med, har jeg et klart og tydeligt svar: Scotch darning!
Og hvis du allerede har opdaget scotch darning, så ved du præcis, hvad jeg mener. Det er ikke bare en reparationsteknik. Det er en måde at give dit tøj karakter, holdbarhed og et helt nyt liv.

Jordbær lavet med scotch darning i rækker og kædesting
Scotch darning er genialt, fordi det både er funktionelt og æstetisk. Du forstærker stoffet, samtidig med at du kan lege med struktur, form og farver.
Fra dekoration til statement
Teknikken menes at have fået sit navn fra Skotland, (måske ret åbenlyst, ja) men hvor man var kendt for at være ekstremt gode til at få ting til at holde længe.
Der findes i hvert fald en gammel idé om, at skotter var så sparsommelige (på den gode måde), at de hellere reparerede end købte nyt, og netop derfor blev deres stopningsteknikker bemærket.

Sokker repareret med rund scotch darning
Teknikken ses dog helt tilbage i den meget gamle britiske håndarbejdsbog “Beetons book of needlework” af Ward, Lock and Tyler fra 1870. Og muligvis flere steder fra den tid. Men her ses i hvert fald selve vævemetoden som en del af et reticella broderi, (som i øvrigt er af italiensk oprindelse).

Tegning af Reticella broderi fra Newtons book of needlework, Ward, Lock and Tyler, 1870.
Senere kan man finde metoden i ABC’s of Mending fra 1942, hvor den optræder under navnet blanket stitch mending. Og som navnet antyder er den netop bygget op af tungesting, som på engelsk kaldes blanket stitch, da stingene er særdelses velegnede til beskyttelse og forstærkning af tæppekanter.

Foto af bogen ABCs of mending af Clarice Scott, 1942 og instruktionstegning s. 10.
Scotch darning har altså rødder langt tilbage i tiden – det er gået fra at være dekoration til nødvendighed -Fra usynlig reparation til noget, der i dag får lov at træde frem som et synligt og bevidst håndværk. Altså som en del af det vi i dag kalder visible mending.
Appelsin lavet med rund scotch darning, kædesting og bagsting.
Cirkelform – når du vil have et blødt, organisk udtryk
At arbejde i cirkel- eller spiralform er nok noget af det mest tilfredsstillende jeg ved, ved scotch darning. Det føles næsten meditativt. Du starter udefra og arbejder dig stille og roligt ind mod midten. Stingene gentager sig, og før du ved af det, har du skabt et lille stykke tekstilkunst.
Cirkler er perfekt til huller eller mere koncentreret slid, fordi du naturligt forstærker området. Samtidig giver det et blødt og organisk look, som bryder med tøjets oprindelige struktur på en virkelig flot måde.
Tynd uldtrøje repareret med scotch darning i rækker.
Rækker – det klassiske, grafiske udtryk
Hvis du er mere til et stramt og grafisk look, så er rækker vejen frem. Her arbejder du frem og tilbage i lige linjer, som væver sig ind i stoffet og skaber en stærk, holdbar flade.
Rækker er især gode til større slidte områder, hvor du vil have en jævn forstærkning. Det giver en næsten vævet effekt, som både er robust og visuelt tilfredsstillende.
Og så er det oplagt at lege med kontrastfarver, at blande deltrådene for et meleret udtryk eller tone-i-tone, alt efter om du vil have reparationen til at poppe eller blende ind.

Slidte ærmekanter på en uldstrik, reparereret med scotch darning i rækker
Ærmekanter – med scotch darning er det super enkelt
Slidte ærmekanter er nærmest lavet til scotch darning. Det er et sted, hvor tøjet bliver brugt meget, og hvor klassiske reparationer ofte ser lidt kedelige ud. Men med den slidstærke scotch darning kan du gøre det til en detalje, der faktisk løfter hele trøjen.
Igen kan du nemlig vælge at fremhæve lapningen med en kontrastfarve eller vælge en tone i tone udgave,
Og lad os være ærlige: der er noget ret fedt i at kunne sige, at man selv har repareret sit tøj –og ovenikøbet gjort det flottere.
Vil du selv lære det?
Hvis du selv har lyst til at lære teknikken fra bunden –og blive tryg i både cirkelform og rækker –så har jeg faktisk lavet et videokursus i scotch darning, hvor jeg grundigt gennemgår det hele trin for trin. Både den runde form, den i rækker og hvordan du reparerer et slidt ærme med teknikken.
Det kan du købe her:
“Sting der heler og holder - Funktion, rytme og dekoration med tungesting og scotch darning”

Og hvis du har lyst til at nørde mere ind i teknikkerne og følge øvrige nyheder fra mig, så skriv dig op til mit nyhedsbrev. Her deler jeg alt fra tekstilhistorie til tips og tricks, som du ikke ser på mit instagramfeed eller andre steder.
